Dagen startede godt. Jeg stod op, hørte en historie, lagde tøj sammen, lavede morgenmad, pakkede, bare hyggede som man nu gør det når man er hjemme hos familien. Det regnede, til tider mere voldsomt, men det er så smukt derhjemme når det regner. Den utrolig store blodbøg, hvis' blade blev tungere og tungere og til sidst rørte græsset, katten der hopper så sjovt over det alt for lange, våde græs. Der er så smukt, så idyllisk.
Så kom mor hjem, og telefonen ringede. Det var Povl som fortæller om denne ulykke i Oksbøl hvor 2 soldater fra 1 kompagni under 2 bataljon fra Den Kongelige Livgarde var blevet dræbt. Jeg begynder at græde, og tænker på Simon. Simon Kofoed Christensen. One of my best friends. Mor siger: "Lad da være med at græde, det er jo ikke ham." Senere brød jeg sammen igen, men skjulte det for hende, hun havde jo sikkert ret.
Turen gik nu hjem af, i fars bil. Regnen silede og vindues viskeren kørte i dobbelt tempo for at nå at viske dråberne væk. De blev ved med at komme, de ville ikke væk. Tankerne i mit hoved begyndte pludselig at strejfe vidt omkring. Hvad nu hvis det var Simon? Så måtte jeg fortælle Fermaten at jeg ikke kunne komme, se om jeg kunne få byttet min vagt dagen derpå, overveje at få rykket min eksamen.. Nej, det er ikke Simon. Hvorfor skulle det overhovedet være ham? Det sker for andre, ikke for mig.
Per ringer; "er du hjemme? jeg kommer forbi om 10 minutter". Også.. er jeg hjemme. 15:07 ca. Jeg læsser af bilen, vinker til Per som er på vej, går ind. Telefonen ringer. Johnny, grådkvalt - og det går op for mig. Per kommer i det jeg sætter mig stor tudende ned i opgangen, ude af stand til at vide hvad jeg skal gøre.
Kære Mor, du tog fejl. Gid du ikke gjorde, gik du havde ret!
Vi hentede Søren og tog over til Lotte. Vi var alle samlet, eller næsten.. Folk græd, vi sad bare helt stille og kiggede ind i fjernsynet - den visuelle støj samlede os. Vi hørte om ulykken, læste om den, igen og igen og igen som den kørte nederst på skærmen på TV2News. Lottes mor prøvede at bryde stilheden og få os lidt væk fra det hele. Til at se det på de "lyse" sider - mindes den skønne Simon. En time senere grinede vi alle, sendte Simon en tanke eller to. Latter, humor - det bedste middel mod sorg.
Da jeg kom hjem begyndte jeg at græde - ensomheden er værst. Jeg ringede lidt, græd, fik besøg. Det blev bedre. Vi snakkede om Simon. Snakkede om situationen, hvad mon han oplevede? Nåede han at tænke? I så fald, hvad tænkte han? Nåede han at reagere? Gjorde det ondt? Hvor er han nu? Kigger han ned på os? Eller er han bare.. væk? Nej, Simon vil aldrig være væk.. Vi har nu siddet 4 gode venner og snakket, hygget i et par timer. Det var rart, men de blev nødt til at smutte.
Nu slutter ensomheden sig igen omkring mig, og tårerene får frit løb.
Simon C for fanden, Jeg Elsker Dig dreng. Jeg har ikke fået sagt det nok til dig, men jeg er sikker på du er klar over det. Jeg er klar over hvilken betydning jeg havde for dig. Hvor end du er, håber jeg ikke du savner mig - jeg håber du kan se mig, og på den måde stadig være hos mig; hvad er det jeg siger, du vil altid være hos mig. Altid. Du er en af de bedste venner jeg nogensinde har haft. Jeg føler så dybt med din familie, din elskelige familie, som jeg tager hjem og besøger en af dagene! Jeg vil gerne have at du følger med i denne blog, for den er hermed dedikeret til dig - fordi jeg Elsker dig.
Solen skinnede her til aften - en smuk dag at dø på.
Nu græder jeg igen.
Laura. Hvor er du bare så god til at komme ud med alle de ord vi andre, eller i hvert fald jeg, sidder med. Det er så svært at beskrive og alligevel rammer du bare lige plet. Hvornår bliver vi mon færdige med at græde? De sidste dage med dig og alle de andre har da i hvert fald givet lys. Lys til at vi nok skal komme igennem det her og stadig med simon i vores liv. Simon i vores minder og Simon som har bragt os allesammen endnu tættere sammen. Hvor det dog hjælper at have så gode venner.
ReplyDelete