Tårer presser på, og dyb smerte og medfølelser hamrer i mit bryst. "Har du hørt det" - en sms, fra min lillebror. Jeg ringer op, og får bekræftet min forundring omkring beskeden.

Torsdag d. 20. oktober, mistede min fantastiske lærer, gennem tre år på htx, sin mand. Og jeg burde måske slet ikke bliver så berørt, men hun er så meget mere end min tidligere lærer - hun er en fantastisk veninde - smilet der giver dig overskud - detaljen der får dig til at føle dig værdsat. Før i tiden, ville jeg have kondoleret, også kommet videre; og jeg ved, at videre også er den vej man skal. Men.. Nu rammer det mig på en anden måde - det er en anden smerte der rammer en. En anderledes smerte, fordi man ved, hvilken uendelig smerte vedkommende gennemgår. Og det gør ondt.

Jeg sender alle mine tanker og min dybeste medfølelse, til den pårørende familie.

Flagdag.

I dag, mandag d. 5. september, er det Soldaternes flagdag - og alt respekt for det! Hvad jeg dog ikke har respekt for, er den fact at Simon og Jonas "glemmes". De blev dræbt under øvelse, hjemme i Oksbøl, og derfor bliver deres navne ikke nævnt - i mit hovedet giver det på ingen måde mening, hvorfor er de ikke ligeså meget faldne Soldater som de der mistede livet i Afghan?

Jeg kan blive ved med at synes det er så uretfærdigt, men hvad hjælper det? Der er så mange ting der er uretfærdige - først og fremmest din død, Simon.

Til trods for uretfærdigheder, går det ikke at gå og være trist - She & Him sender søde smil, og sparker gang i min uge; forhåbentligt også din. God mandag :-)

Minde.

Og i mens jeg sidder og udnytter søndagens charme til absolut ingenting, flimrer fjernsynet med 'Norge mindes Utøya'. Det er så let at sidde og se, så let at have medlidenhed med alle de pårørende - så let! For halvandet år siden, ville jeg bare sidde og se, men i dag rører smerte mig på en fuldkommen anden måde. En måde, man kun forstår, hvis man har mistet. Og jeg har mistet, og det har gjort ondt, og virket fuldkommen uoverskueligt. Men jeg har kæmpet, vi har kæmpet, og vi fandt solen, det blev vi nødt til! - for fortiden kan ingen røre ved.

Kære Simon.

Nogle gange har jeg bare lyst til at gemme mig væk i en hule af pap, med en forgyldt stjernehimmel og sterinlys, og putte mig under en dyne og glemme alt. 

Virkeligheden.

Den forbandede virkelighed, der er så virkelig at det gør ondt, og som lige kigger frem engang imellem og slår en hård i maven, så man kramper sammen af smerte. Virkeligheden banker på, og fortæller mig at jeg aldrig skal se dig igen, på denne jord. Jeg savner dig. Jeg besøger din familie imorgen, for din dejlige mor bliver rund. Jeg glæder mig til at se hende, din far og din søster. 

Jeg har bestemt mig for at få en tatovering, Simon. Jeg ved endnu ikke hvor, men jeg ved at jeg joiner "IDDQD-gruppen". For dig - for at omfavne det sidste smil. 

Simon, for fanden. 

Regnbuekram Laura.

Ord, skrevet d. 12/04-11

Kære Simon. 

Jeg sover ikke med nedrullede gardiner i nat. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg er lidt doven og ikke gider at rulle dem ned - måske fordi jeg ikke kan lide at jeg ikke fornemmer det er morgen når jeg vågner (læs: det er sorte rulle-mørklægnings-gardiner) og det irriterer mig, at jeg ikke engang kan gennemskue vejret. 

Der er så mange nye lyde i huset, jeg skal vende mig til. Det kommer til at tage tid, men jeg er godt på vej. Det er min tredje nat i kælderen. Jeg savner allerede min tre-kvart seng, på 2. sal på Hjortevejen - men ved du hvad jeg savner mest? 

Jeg savner at sidde på min skammel ved køkkenvinduet, og kigge. Det er ikke altid jeg lige præcis tænker på dig, når jeg sidder der, men engang imellem kan jeg ikke lade være... For jeg husker så tydeligt, dengang du spurgte til et blog-indlæg, og jeg fortalt hvilke træer og fugle jeg havde skrevet om. Også stod vi og kiggede lidt, og du sagde at din søster syntes jeg skriver flot. 

Det er ikke ofte smerten af længsel overmander mig mere, for det lader jeg den ikke gøre. Til tider bukker jeg dog under, men hvem peger fingre af det? Jeg savner dig. 

Om to måneder minus en dag, er det et år siden du blev revet væk. På årsdagen er jeg til Northside Festival med Sig, Niko, Johnny og Phrej - det bliver rart at have dagen med dem. 

Min hud bliver helt kold, på vej til kuldegys, når jeg tænker på den elvte juni, sidste år. Hvordan kunne du lade dem bestemme at det var din tur til at sige farvel og tak? Der er en mening med galskaben, det ved jeg. Men for pokker, jeg savner dig.
Kh.

Evening

I was sitting, waiting, wishing...

Fulgene snakker, intet tyder på de vil i seng. Jeg opdager ikke mørket falder på, for jeg kan næsten ikke se himlen, herfra hvor jeg sidder. Jeg synger, roder, læser, iagttager, imens min overbo skruer op for radioen og skruer mere op og jeg synger bare højere for musikken falder ikke i min smag. Her er rart.

"Det er nemmere at komme videre, hvis man ved hvor man vil hen!"