8.7.10

Kære Maria.
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Jeg ved heller ikke hvorfor jeg skriver dette... Føler bare trang til det. Læser din blog dagligt; eller når der sker opdateringer. Det gør super ondt at læse om hvordan du har det, men jeg forstår dig så inderligt godt. Jeg håber at du, ligesom jeg, føler en form for lettelse ved at blogge - får nogle ting ud, der er svære at sige med ord. Jeg ved at man ikke kan, og til tider ikke vil, trøstes, ikke se solen over skyerne - og jeg ved at du gennemgår en større smerte, en anden form for smerte end jeg. Der burde komme et men nu, men jeg ved ikke hvor det skal føre hen. Jeg går blot og håber på at du får afløb for nogle af de tanker der fylder dit hoved ved at blogge. Forleden var jeg trist, jeg skrev til Steffen Borg; jeg kender ham ikke, men han har valgt at give mig hans nummer, hvis jeg fik lyst til at snakke. Det hjalp mig en hel del. Han forstår hvordan man forsøger at vende noget negativt til noget mindre negativt, nu når der alligevel ikke kan laves noget om. Det var en fantastisk tanke, og smukt af ham; jeg blev glad. Jeg tænkte nemlig på alle de skønne, fantastiske og uforglemmelige minder jeg har med og om Simon. Og tanken om at han sidder på en sky, kigger ned på en, og lytter når man sidder på kirkegården og snakker til ham, varmer. Jeg savner Simon, og det vil jeg altid gøre - men Steffen fik mine øjne op. Det er jeg ham taknemmelig for.
Ring, skriv eller bare send end tanke hvis du har brug for afvikling fra det dybe mørke, der af og til omslutter en..
Laura.

No comments:

Post a Comment