3.8.10

family

Kære Simon.
Min søster er hjemme fra Kina, hvor hun bor med sin kæreste og sit lille barn hun så godt passer på, inde i hendes runde mave. Det var dejligt at se hende igen, hun betyder rigtig meget for mig. Det var også rart at se min søde lillebror, min fantastiske mor og min utrolig hjælpesomme søde far. Senere kom min anden søster, hvilket ikke gjorde glæden mindre. Det var sådan en super dejlig dag, fyldt med overraskelser, smil, snak, spil og masser af latter.
Da jeg kom hjem og skrev min nærmest dagelige facebook opdatering: "uhmmm.. solskin, søde forældre og fantastiske søskende :)" var der en masse der klikkede "like", deriblandt din kære Maria.. Mine tanker fløj straks i nærheden af dig, og den inderlige smerte en familie må gennemgå når de mister et medlem; tanken om at jeg mister en bror eller en søster tør jeg faktisk slet ikke tænke. Men.. Det er også på sådanne tidspunkter man lærer at værdsætte hvad man har, sådanne tidspunkter jeg husker at fortælle mine søskende at jeg holder af dem, at jeg er glad for dem, at de får mig til at smile og le - hvad end de bor i Skalstrup, Holstebro, Fredericia eller Beijing og hvad enten de er 17, 25, 34 eller 37.. Jeg kom i dag til at tænke på det fantastiske ved en familie; man er accepteret ligemeget hvordan man er! Jeg er glad ved min familie.

Jeg har tændt to store, røde bloklys i vinduet af køkkenet. Med en væge på mindst 4 centimeter, laver de en del påstyr og spreder de smukkeste, mest skræmmende skygger, rundt i rummet. Jeg kan ikke se månen, det må være overskyet. Jeg snakker tit til månen. Jeg tror nemlig du snyder os - jeg tror du er taget til månen, bare fordi muligheden lå der, nu når du alligevel skulle ud i himmelrummet.. Månen er også et skørt sted. Jeg håber du har det godt.
din Laura.

No comments:

Post a Comment