Kære Simon.
Jeg sover ikke med nedrullede gardiner i nat. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg er lidt doven og ikke gider at rulle dem ned - måske fordi jeg ikke kan lide at jeg ikke fornemmer det er morgen når jeg vågner (læs: det er sorte rulle-mørklægnings-gardiner) og det irriterer mig, at jeg ikke engang kan gennemskue vejret.
Der er så mange nye lyde i huset, jeg skal vende mig til. Det kommer til at tage tid, men jeg er godt på vej. Det er min tredje nat i kælderen. Jeg savner allerede min tre-kvart seng, på 2. sal på Hjortevejen - men ved du hvad jeg savner mest?
Jeg savner at sidde på min skammel ved køkkenvinduet, og kigge. Det er ikke altid jeg lige præcis tænker på dig, når jeg sidder der, men engang imellem kan jeg ikke lade være... For jeg husker så tydeligt, dengang du spurgte til et blog-indlæg, og jeg fortalt hvilke træer og fugle jeg havde skrevet om. Også stod vi og kiggede lidt, og du sagde at din søster syntes jeg skriver flot.
Det er ikke ofte smerten af længsel overmander mig mere, for det lader jeg den ikke gøre. Til tider bukker jeg dog under, men hvem peger fingre af det? Jeg savner dig.
Om to måneder minus en dag, er det et år siden du blev revet væk. På årsdagen er jeg til Northside Festival med Sig, Niko, Johnny og Phrej - det bliver rart at have dagen med dem.
Min hud bliver helt kold, på vej til kuldegys, når jeg tænker på den elvte juni, sidste år. Hvordan kunne du lade dem bestemme at det var din tur til at sige farvel og tak? Der er en mening med galskaben, det ved jeg. Men for pokker, jeg savner dig.
Kh.
Kh.
No comments:
Post a Comment