Minde.

Og i mens jeg sidder og udnytter søndagens charme til absolut ingenting, flimrer fjernsynet med 'Norge mindes Utøya'. Det er så let at sidde og se, så let at have medlidenhed med alle de pårørende - så let! For halvandet år siden, ville jeg bare sidde og se, men i dag rører smerte mig på en fuldkommen anden måde. En måde, man kun forstår, hvis man har mistet. Og jeg har mistet, og det har gjort ondt, og virket fuldkommen uoverskueligt. Men jeg har kæmpet, vi har kæmpet, og vi fandt solen, det blev vi nødt til! - for fortiden kan ingen røre ved.