Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, eller om jeg overhovedet skal begynde - for ord er ikke nok.
Søvnen svigtede i nat; og jeg gætter dette gælder for mange andre end jeg. Men vi stod op med solen, som ville have været der hvis der var noget at skinne for.
Brunch. Lækker mad, skønt selskab, forfærdelig grund.
Vi krammede, snakkede, grinede, alle velvidende om at afsked var noget vi alle snart skulle tage. Afsked. Den værste afsked. Afsked med en jævnaldrende god, fantastisk ven. Fire biler kørte mod centrum, fire biler fyldt med tavshed, fire biler fyldt med tomhed, fire biler fyldt med synderknuste venner, fire biler på vej til afsked. Vi ventede på hinanden, gik i samlet flok i sort mod kirken; jeg blev overvældet. Overvældet over at se hvor mange unge som gamle der stod samlet i små stimer udenfor kirken.
I kirken blev jeg endnu engang overvældet; helt nede fra indgangen og op til den lille tavse kiste var blomster - sidegangene var ligeså fyldte, det samme var der bag kisten. Tak for alle minderne; sådan stod det skrevet på vores smukke krans. Grøn og hvid, smuk. Jeg blev stolt over vores krans, og varm om hjertet ved tanken om alle de fantastiske venner der var med i den - Simons fantastiske venner.
Præsten holdte en smuk prædiken og sagde så mange forfærdelig sande ting. Lemon Tree - andet behøver jeg næsten ikke at sige. Da sangen blev sat på og omkvædet gik igang, hørte jeg flere af mine venner hulke højlydt. Dette tidspunkt var.. var, .. ubeskriveligt. Hele bisættelsen var smuk og overvældende. Da Simons kammerater bar ham ned af kirkegulvet med tårerne trillende ned af kinderne, fik jeg kuldegysninger. Kisten er så lille med Danmarks flaget hængende over sig, og verdens smukkeste Simon indeni - uvirkeligt. Jeg forestiller mig at han er helt hvid, smuk, kold; men jeg ved det jo ikke. Jeg ved det jo ikke.
Jeg holdte Johnny og Rikke i hånden, det var rart. Vi fulgte Simon ud af kirken, og iagttog ham alt imens han blev placeret i Rustvognen. Med mine 164 cm kunne jeg dog ikke se bilen, men ved du hvad? Jeg havde alligvel ikke set noget, mine øjne var fyldt med tårer. En smuk melodi blev spillet på trompet, soldaterne gjorde honnør også kørte Simon, væk, væk, væk.
Vi krammede, grad, trøstede.. Dernæst gik vi hånd i hånd over imod Musikteatret, hvor vi stod i en lang kø, en lang lang kø til at fortælle familien hvor ked af det vi er på deres vegne, hvor meget vi tænker på dem, hvor dybt vi føler med dem.. Allan krammede mig, da han så hvem det var, Maria og hans Farmor ligeså. Jeg sad i et afsides hjørne med en veninde og kiggede rundt på mine herlige venner. Vi har alle gennemgået en forfærdelig stor smerte, hvor er det skønt vi har hinanden. En mand kom og tog et billede af os allesammen, et dejligt, smilende billede, udenfor ved åen - alle vennerne samlet. Vi var mange, virkelig mange. Simon har virkelig haft betydning for mange, flere end jeg anede.
Simons chef, navnet husker jeg ikke, samlede alle der havde lyst til at høre om hændelsen, om ulykken, om de forfærdelige sekunder i Oksbøl ugen forinden. Vi var alle musestille, lyttede med krop og sjæl. Hvad Simon og Jonas' funktion egentligt var, hvordan en sådan skydning foregik, hvad der var sket i øjeblikket.......... mere kan og vil jeg ikke komme ind på - men jeg er glad for at jeg blev, jeg er glad for at jeg ikke går uvidende rundt; og jeg tror vi er mange der har det sådan - også selvom det var hård, ubeskriveligt unfair at høre om.
Jeg er tom for ord, har brug for søvn.
No comments:
Post a Comment