Kære Simon, kæreste søde Simon.

Jeg tænker på dig når jeg kigger på himlen, jeg tænker på dig om dagen, om natten, når jeg snakker i telefon, jeg tænker på dig når jeg arbejder, når jeg spiser - jeg tænker på dig hele tiden, konstant, 24/7. Jeg skal slet ikke lade være. Jeg går rundt med den tommeste tomme følelse indeni, jeg har slet ikke lyst til noget - ikke kræfter til noget. Jeg viser det ikke til andre, men jeg snakker tit og ofte om dig. Det gør ondt inden i, ondt som ind i helvede. Jeg tror måske det er fordi det er gået op for mig, gået op for mig at jeg aldrig skal møde dit dejlige smilende ansigt igen på denne jord. Aldrig få et dejlig varmt Simon-kram, aldrig blive kildet og aldrig få fortalt at du syntes jeg er skør, sød, dum, lalleglad..

Smerten er ulidelig, så uvirkelig også alligevel så sandt som noget overhovedet kan være. Jeg savner dig!