15.6.10

Tiden går så uendelig langsomt.


Tænker på familien, idag får de lov til at se Simon. Smuk, hvid, kold? Jeg tænker meget over hvordan han ser ud. Tit og ofte tænker jeg mig også ned til Oksbøl, fredag d. 11. juni lige omkring kl. 09. Hvordan mon stemningen var inden? Gang på gang prøver jeg mig at forestille øjeblikket, hvor det sker, dét. Det ubeskrivelige tomrum der på een gang fyldte alle de tilstedeværende med skræk, rædsel, gråd. Hvem mon var den første der løb derhen? Og tog personen dem i sine arme som i en anden film? Der er så mange tanker, så mange ubesvarede spørgsmål - og de vil nok forblive ubesvarede, for selvom jeg fik chancen er jeg ikke sikker på at jeg behøver svar.

Tiden går så uendelig langsomt.

No comments:

Post a Comment