5.7.10

at miste

Jeg er hjemvendt fra næsten 10 fantastiske dage i selskab med Det Grønne Crew på Roskilde Festival. Det har været fantastiske dage, fyldt med slid, slæb, grin, glæde, smil, kram, fuldskab, solskin, musik og så sandelig også helt igennem fantastiske mennesker. Det var rart - rart at komme lidt væk fra det hele.

Idag kom hjem hjem, og idag tog jeg ned på kirkegården. Pludselig gik det op for mig hvor lidt jeg havde tænkt på Simon.. Men der havde jo bare været så meget andet, og folkene omkring mig anede jo ikke at du, Simon, stod mig så nær, og at jeg netop havde mistet dig, de kendte dig ikke - hvilket i grunden har været meget rart!

Jeg satte min cykel i anlægget og tog den lille sti op ad bakken hvor man kan skimte små gravstene stritte op hist og her - nogle med nye, smukke blomster. Jeg nåede toppen, gik udenom rampen op til lågen, rampen som er tilegnet kørestolsbrugere; den går jeg altid udenom. Lågen knirkede, som i den uhyggeligste, mest skræmmende gyser, og kun som en jern låge til en kirkegård kan knirke. Forbi flotte gravstene, forbi 'masse-gravene' fra 2. verdenskrig, forbi den store familie grav, som jeg finder utrolig trist da den har to tomme pladser der bare venter på de næste.. Hele kirkegården er indkapslet af smukke blomster, træer og fuglene synger så dejligt. Jeg hører musik i mit ene øre, anois, og fuglene i den anden. Jo nærmere jeg kommer, jo flere skridt jeg tager, jo større en klump for jeg i halsen. Jeg tror det gik mere og mere op for mig at dette er virkelighed.. Gangstien op til stedet var tomt, som forventet. Sidst jeg var her var der spækket til med blomster - hvad gør de egentligt med alle de blomster? Jeg begyndte at græde, ligeså stille. For fanden hvor jeg savner dig! Min elskede Simon, min evige solstråle! Jeg stod der ikke så lang tid, kiggede på solsikken, rettede en blomst ud, så op mod himlen og gik igen. Tårerne strømmede efterhånden. På vej tilbage satte jeg mig på en bænk og kiggede på gravstenene der er placeret ude i skoven, og prøvede på at samle mig.

Det var rart at få tænkt lidt over tingene, at komme op til overfladen.

Flere tanker fløj dog igennem mit hoved, blandt andet det at miste. At miste. Åh Gud hvor er det dog.. overvurderet? undervurderet? jeg mangler ord. Se hvor handicappet man føler sig når man mister f.eks. sin telefon - jeg mistede noget tøj på Roskilde, jeg blev sur. Jeg bliver dog endnu surere ved tanken om at jeg blev sur over det, at jeg 'misbrugte' ordet at miste. At miste er så stort og gør så ondt, det skal ikke bruges på den måde. Men vi gør det, og vi forstår først hvor stor en kraft og betydning ordet har når vi selv prøver at miste - virkelig prøver at miste..

No comments:

Post a Comment