Idag er det en måned siden. En måned siden jeg fik det vildeste chok, det værste chok. En måned siden min krop fyldes af en så stor, ubeskrivelig smerte, at det ikke synes virkeligt. En måned siden Johnny ringede grådkvalt, siden Per krammede mig i et forsøg på at trøste, siden flere timer dagligt blev oversvømmet med gråd, siden jeg mistede et menneske der stod mig utrolig nært.. Jeg græder knapt så meget nu, man må jo ligesom lære at leve med det.

Simon, din grav er smuk, og urnenedsættelsen igår var en rar oplevelse. Din Farmor væltede din gravsten, som i øvrigt er utrolig flot - det var et eller andet sted komisk, for havde du været der, havde du været flad af grin.. Du var et fantastisk menneske, og tit og ofte når jeg er trist, tænker jeg på dig, din væremåde, dit grin, dine små grå hår :-), dine varme kram, dit smukke ansigt, dit stolte ansigtsudtryk når du snakkede om forsvaret, dit fantastiske humør.. Jeg savner dig så inderligt meget, men har forstået at jeg må lære at leve med det.

Jeg håber du har det godt, hvor end du er. My Hero.